Kolesteroldialog.dk

Jeg tænker ikke over, at jeg tager medicin

Bodil var ikke i tvivl om at hun ville takke ja til medicinen, hvis hun fik den tilbudt. I dag hun er glad for at tage statiner og bivirkninger mærker hun intet til.

Bodil er lige rundet 60 og har siden hun blev 50 år gået til årlige sundhedstjek hos sin læge. Hun har længe vidst, at hendes kolesteroltal lå lige på grænsen til at være forhøjet. Hun tager i forvejen en pille mod forhøjet blodtryk og synes ikke, det generer hende i hverdagen. Tværtimod føler hun sig tryg ved at nogen holder øje med hende.

”Jeg er glad for min læge og for de årlige eftersyn. Jeg synes, det er rart at vide, at der bliver holdt øje med mig, og hvordan jeg har det”.

Bodils bror døde pludselig nogle år tilbage i en alder af 65, og selvom de aldrig fandt den præcise dødsårsag, gjorde det Bodil opmærksom på livets skrøbelighed.

”Man ved jo aldrig, hvad der sker. Så det har gjort mig ekstra opmærksom på at passe på mig selv på alle måder – det betyder både at leve sundt, men også at tage min medicin.”

Sund kost og motion har altid været en vigtig del af Bodil’s hverdag, men en gammel rygskade og begyndende slidgigt i knæet gør, at Bodil ikke holder til lange løbe- eller cykelture mere.

”Jeg går nogle gode ture i skoven, og så elsker jeg at passe min have og mit hus. Min læge siger, at det også tæller fint i motionsregnskabet”.

Bodil har aldrig mærket noget til hverken forhøjet blodtryk eller forhøjet kolesterol. Alt hun har set og følt, er de tal lægen får fra blodprøver og blodtryksmålinger. Hun var ikke i tvivl om, at hun gerne ville tage statiner, da hendes læge foreslog det ved sidste måling. Hun har intet mærket til bivirkninger og er glad for sin behandling.

”Jeg tænker ikke over, at jeg tager medicin. Jeg mærkede ingenting før, og jeg mærker ingenting nu. Men for mig, er det en ekstra livsforsikring at vide, at tallene er i orden”.

 

Læs de andre fortællinger her:

Færre bekymringer med medicin

Jeg har bare ikke lyst til at tage medicin

Jeg besluttede at stoppe med medicinen på grund af bivirkninger