Kolesteroldialog.dk

Jeg har bare ikke lyst til at tage medicin

Thomas har besluttet at sige nej til statinbehandling. Han føler ikke, at medicin er det rigtige for ham.

 

Thomas er 58 og fik konstateret forhøjet kolesteroltal tilbage i 1990. Dengang lå tallet på 7 mmol/l og for den tid, var det ikke synderligt forhøjet. Han fik besked på at ændre lidt på sin kost og levede ellers som han plejede indtil for få år siden, hvor han i forbindelse med et generelt sundhedstjek hos sin egen læge blev anbefalet at starte på kolesterolmedicin.

”Jeg har slet ikke lyst til at tage medicin. Man hører så meget om at folk får bivirkninger og det ene og det andet. Og jeg mærker jo ingenting”, fortæller Thomas.

Thomas og hans læge talte om hvorvidt han skulle starte i behandling eller ej og Thomas besluttede, at han hellere vil forsøge at leve så sundt som muligt, dyrke regelmæssig motion og tænke over, hvad han spiser. Han føler ikke at han er syg, men at han vil blive det, hvis han starter på medicinen.

Thomas har talt med sin familie og nærmeste venner om kolesterolmedicin og alle synes at have en forskellig holdning til det.

”Man læser jo alle mulige overskrifter på ugebladene. Den ene dag er det godt, den anden dag er det skidt. For mig har det mere handlet om, at jeg som person ikke har lyst til at fylde mig med medicin, så længe jeg ikke er syg. Jeg vil hellere leve et par dage mindre uden medicin, end risikere at blive ramt af muskelsmerter eller diabetes.”

 

Se de andre fortællinger her:

Færre bekymringer med medicin

Jeg tænker ikke over, at jeg tager medicin

Jeg besluttede at stoppe med medicinen på grund af bivirkninger